Husk Det Store Hvorfor

Konceptet er en central del af at det lave en udsendelse. Det er her man nedskriver opskriften, nærmest som en slags kogebog. Det beskriver de faste regler og rammer for programmet og indeholder en stribe greb, som skal følges. Først og fremmest gælder det om at prøve at se på sit koncept som en manual. Det er drejebogen for den udsendelse, du vil lave og kan være rigtig nyttig at have, hvis man laver lange udsendelsesrækker.

Det er ikke altid vejen at tænke: Jeg skal lave et koncept! En bedre måde er at vende det om og sige: Jeg vil fortælle denne historie. Hvad er det for nogle ingredienser, jeg skal putte i, så den kommer til at fungere?

Konceptet kan ses som en aftale mellem tilrettelæggeren og brugeren. Brugerne kender ikke aftalen, men de ved ubevidst, hvad de kan forvente af udsendelsen. Stort set alle typer udsendelser har et underliggende koncept, og jo klarere det er, jo lettere er det for brugeren at finde rundt i. Tanken bag et koncept er, at det styrker genkendeligheden og sikrer, at brugerne kommer igen, hvis de først en gang har haft glæde af programmet. Målet er at få ideen med indholdet til at fremstå klart og unikt.

Det er en god øvelse at prøve at konceptualisere sin fortælling, før man går i gang med at producere den. Det skaber en klarhed om programmet og hvad kernen i det er. Og det giver mulighed for at overveje, om der er potentiale til en udsendelsesrække. Undervejs og mod slutningen er konceptet desuden et godt navigationsinstrument til at tjekke, om man er på rette kurs og faktisk laver det program, man oprindelig besluttede sig for.

Hvis man vil sælge sin ide til en samarbejdspartner, en sponsor eller en broadcaster, er det vigtigt, at alle er enige om, hvad det er for en ide, man vil producere. Her vil konceptet være en uundværlig del af aftalen, hvor ideen er beskrevet i detaljer, og hvor man fortæller, hvordan den kan foldes ud igen og igen.

Det er også her, man bagefter kan se, hvad det er, man er blevet enige om.

At udforme et koncept er en del af den kreative skabelsesproces, der kræver både hoved, hjerte og mavefornemmelse. Når det overordnede koncept er klar, skal man vælge dem formatering, som er mest relevant i forhold til at kunne høre eller se programmet for sig. Prøv igen at se det som en madopskrift, hvor man overordnet beskriver, om det er en gryderet eller en suppe. Derefter de vigtigste ingredienser, rækkefølgen, og hvor længe det skal i ovnen.

Tjek hele tiden, om det, du beskriver, er relevant for at forstå netop denne udsendelse. Det er ikke nødvendigt at gå ind i en længere definition af, hvad salt er, og hvorfor salt er en vigtig ingrediens i madlavning generelt. De grundlæggende temaer skal være på plads, men kom hurtigt frem til, hvorfor netop din historie skal fortælles, og hvorfor den skal fortælles på lige præcis denne måde.

Her er det også vigtigt at overveje sin målgruppe. Sociale medier skal for eksempel forklares noget mindre til yngre end til bedsteforældre, der skal prøve at forstå deres børnebørn.

Der er mange måder at nedskrive et koncept på, og der er desværre ingen færdig opskrift på, hvordan man gør det. Man kan udfylde modeller og skabeloner, og de kan alle være nyttige redskaber til at hjælpe på vej, men der er ikke et facit til, hvordan det perfekte koncept skal se ud. I sidste ende er det et temperamentspørgsmål. Nogle kan lide at skrive lange romaner, hvor de kan forklare og analysere sig ud af alt. Andre kan lide at præsentere deres koncept i, hvad der svarer til et Twitter-opslag. Nogle kan bedst lide at tegne det, andre at sige det højt.

Det gælder om at øve sig og finde ud af, hvad man selv har det bedst med. Man skal ikke bare kopiere andres måder at gøre det på, fordi man tror, at det er sådan det skal se ud. Det kan være en god hjælp at kigge på tidligere koncepter for at afkode, hvad andre har gjort, og hvordan det virkede, men i sidste ende skal man finde sin egen stil.
Husk at have modtageren i fokus. Nogen kan lide at få ideer præsenteret kort og mundtligt, mens andre gerne vil have et langt, skriftligt forslag med en masse facts og uddybninger.

Prøv at spørge ind til, hvordan dem, der skal læse konceptet, gerne vil have det præsenteret. Der er virksomheder, der har deres egen skabelon, som de gerne vil have, at man bruger. Og ellers må man prøve sig frem.

THE BIG WHY
Det store hvorfor tager udgangspunkt i programmets præmis: Hvis man kan finde ud af at beskrive, hvorfor man vil fortælle historien, er man rigtig godt på vej. Det lyder såre simpelt, men det kan være så svært at få en skarp præmis på plads.

Det er let nok at fortælle hvilken historie, man vil lave. Det kan også være rimelig enkelt at beskrive, hvordan man gerne vil gøre det. Men hvorfor man vil lave netop denne historie, kan godt give grå hår i hovedet. Nogle gange sker der ligefrem det mystiske, at jo mere man brænder for en ide, jo sværere bliver det at beskrive hvorfor. For alle de naturlige argumenter som “fordi den er utroligt spændende” eller “fordi det er helt vildt vigtigt” eller “fordi den bare er inden i mig og bare skal ud” er sjældent argumenter, der virker på dem, der skal aftage produkterne.

Gør dig selv den store tjeneste at prøve at svare på det, INDEN du går i gang med at producere. Det hele bliver så meget lettere, når du har en klar definition af din præmis fra begyndelsen.

Læs mere i min og Tor Arnbjørn Podcastbogen

http://samfundslitteratur.dk/podcastbogen

REJS DIG OP OG KOM UD AF STUDIET!!

Gode råd til at podcaste ude fra virkeligheden

Langt de fleste podcasts bliver optaget i et studie med vært og gæster, der taler sammen. Disse talks fungerer godt, men det har undret os, at der ikke er langt flere podcastere, der udnytter mulighederne med at tilføre deres programmer reportage. Altså noget lyd ude fra virkeligheden. Reportageelementer højner kvaliteten af din udsendelser og er godt til at få perspektiv og miljøskildringer ind over det, man taler om.

Måske er der en smule berøringsangst i forhold til at bevæge sig ud af studiet. Det er trygt at sætte sig om bag mikrofonerne, og det er lettere at have kontrol over, hvad der skal foregå. Reportage kan være vanskeligere at lave og virke temmelig uoverskueligt: Hvor skal man starte, og hvad er vigtigst i processen, når man har besluttet sig for, hvad man gerne vil ud i virkeligheden at optage?

Anskaf dig din egen optager og/eller en god mikrofon

Der er nok at holde øje med, når man er på optagelse: Kilder, der siger noget andet, end man havde forventet; en gravko buldrer voldsomt i baggrunden; en flok skoleunger, der kommer syngende forbi og støjer på ens optagelse.

Alt sammen noget, der tager ens fokus. Derfor er det en klar fordel at kende sin optager godt, så man ikke skal bruge mere opmærksomhed end højest nødvendigt på den.

Det kendskab får man bedst ved at have sin egen – eller som minimum bruge den samme model hver gang. Så slipper man for at sidde og rode med knapper, som man ikke er helt sikker på, hvad skal bruges til.

Vurder hvad det er, du har brug for af udstyr, også i forhold til den genre, du primært har tænkt dig at arbejde i. Reportage kræver een slags udstyr, mens mere stilfærdige samtaler kræver noget andet.

Der er masser af muligheder for at investere i gode optagere, som ikke koster en formue.

Ny teknik er ikke nødvendigvis en garant for god lydkvalitet. Den gamle, analoge Nagra-båndoptager, der optog på spolebånd, havde en fantastisk lydkvalitet, og en Zoom-recorder, der efterhånden er en gammel tante, optager stadigvæk god og gedigen lyd. Så hop ikke nødvendigvis på, at nyt er bedst.

Det vigtige er, at du sørger for at vælge noget udstyr, der passer til dit niveau, din interesse og viden om teknik. Der er ingen grund til at købe noget overkompliceret, hvis det kun bringer stress og manglende overblik med sig.

Langt det meste kan, især i begyndelsen, klares med en god, stabil optager, der kan tilsluttes eksterne mikrofoner. Start med en all-round mikrofon, som du kan bruge til det meste, og så kan du opgradere dit udstyr i takt med, at du får nye og mere avancerede behov. Hvis du skal lave rundbordssamtaler, anbefales det, at der er en mikrofon til hver deltager. Mange vælger også at låne eller leje sig ind i et lydstudie.

Du kan til nøds også bare vælge at investere i en god mikrofon til din telefon, men sørg for, at den kan tilsluttes med et solidt stik, som ikke bliver til en løs forbindelse lige med det samme. Det er super frustrerende at komme hjem med optagelser, der skratter eller falder ud, fordi mikrofonstikket ikke sidder ordentligt fast.

Start som udgangspunkt med at optage i mono – og vent med stereo, til du er hjemme i de grundlæggende færdigheder. Stereomikrofoner kan være drilske, og det kan også give et større arbejde i redigeringen.

Bliv fortrolig med dit udstyr

Dit optageudstyr skal fungere som din forlængede arm, så du skal opnå en høj grad af fortrolighed med din optager. Øv dig hjemmefra. Optag dig selv, din kat eller dine børn (og gem optagelserne; de kan blive guld værd senere i livet!). Gå en tur med din optager og prøv den af i forskellige situationer, så du får stresstestet både dig selv og maskinen.

Det er vigtigt, at du ved, hvordan det ser ud og lyder, når optageren overstyrer og giver grim og skrattende lyd. Hvor langt skal du fx holde mikrofonen fra munden, hvis du pludselig får behov for at råbe eller af anden grund tale meget højt.

Tilsvarende skal du kende mikrofonafstand i studiet, hvis du skal optage en rundbordssamtale om noget sjovt, hvor deltagerne bryder ud i høj latter, som i værste fald kan ende med at være ubrugeligt, fordi det hele er blevet til digital skratten.

Omvendt dur det heller ikke at blive forsigtig og optage al ting så lavt, at det nærmest ikke kan høres, fordi du er bange for at overstyre. Mange tror, at der bare kan skrues op for optagelsen i redigeringen, men det er meget svært at rette op på for lav lyd bagefter.

Den eneste måde at få en klar fornemmelse af niveauet er at få det prøvet af, så du er helt sikker på, hvad der kan lade sig gøre og hvad ikke.

Tjek dit udstyr

Sæt alle grundindstillinger hjemmefra og tjek, at alt virker og er ladet op, inden du skal afsted. HVER GANG!

Husk at tjekke, at du har tømt dine hukommelsekort, og at du har backet det op, du skal, så du ikke pludselig undervejs lader dig forvirre over, om noget kan slettes.

Pas på, hvis udstyret er noget, du låner eller deler med andre. Selvom det er den samme recorder, som du optog med sidste uge, kan det være der liiiige er en anden, der har været inde og pille ved grundindstillingerne i mellemtiden.

Selvom du tænker, at du kun skal lave et enkelt interview, og at der burde være plads nok på hukommelseskortet og batteri nok, så hav altid ekstra med dig. Du kan pludselig komme i en uforberedt situation, hvor du skal optage mere end forventet og løber tør.

Hvis det er en super vigtig optagelse, som du kun har den ene mulighed for at få i kassen, så kør eventuelt din telefon med som back up. Telefonlyd kan ikke anbefales på grund af kvaliteten, men det kan være en nødløsning. Og det kan give dig en tryghed at vide, at den kører med, så du ikke undervejs stresser over teknikken.

Brug høretelefoner

Det er et must løbende at tjekke, om niveauerne på din optagelse er okay. Det skærper også din bevidsthed og dit fokus, når du hører din egen stemme og omgivelsernes lyd. Det er med høretelefonerne på, man pludselig hører de lyde, som hjernen ellers sorterer fra: et lysstofrør, der knitrer; et ventilationsanlæg, der summer; trafikstøj, der er højere, end man har lagt mærke til. Ved at have høretelefoner på signalerer du opmærksomhed og professionalitet. Lav den grundregel for dig selv, at når du optager, så er det på med bøfferne. På den måde tvinger du dig selv til at tage et aktivt valg og ikke bare lade optagelsen køre derudaf.

Når du optager, så optager du! Hvis du er på en optagelse i et miljø, hvor der er flere mennesker, der godt kan bekymre sig for, om du går og optager dem eller ej, så kan det være en god afgrænsning, at du på forhånd siger til dem: Når jeg har hovedtelefoner på, så optager jeg til udsendelse.

Som med optagere behøver høretelefoner ikke at koste en formue. Det vigtigste er, at de bliver siddende og dækker dine ører (så drop de små earplugs), giver en relativt god lyd, er driftssikre og rimelig solide.

Men pas godt på dem, for selv de dyre mærker kan være skrøbelige i stikkene. En gang gaffatape til at forstærke ved indgangene kan anbefales for at beskytte og undgå løse forbindelser.

Husk vindhætte og vær forberedt på det meste

Tænk dig godt om og tjek vejrudsigten. Blæst har ødelagt mange gode optagelser i tidens løb. Med mindre du er ude at dække en orkan, og det bidrager til din historie, at lyden er trashet, så hav altid vindhætte på mikrofonen for at undgå at vindens susen ødelægger interviewet. Der skal bare et lille vindpust til at destruere en hel optagelse.

Husk i øvrigt også at være praktisk klædt på. Det er surt at stå på en lang reportageoptagelse i øsende regn uden regnjakke. Eller i blændende sol uden solcreme og solbriller. Eller at komme afsted i for høje sko.

Brug en bæltetaske eller lignende, så du altid har ekstra batterier, powerbanks, hukommelseskort eller opladere på dig. Nogle reportere har altid et umbracosæt eller en rulle gaffatape på sig. Der er en grund til, at de legendariske korrespondenter bar “reportervesten” - en armygrøn vest med masser af lommer. Den tidligere udenrigskorrespondent Frank Esmann rejste aldrig på reportagerejse uden spiralblok, kuglepenne og et lille sy-kit i tasken.

Tjek din optagelse på stedet

Brug lige et par minutter på at tjekke, at du faktisk har optaget noget. Det er uendelig surt at komme hjem uden noget på optageren eller noget, der er for lavt eller så højt, at det ikke kan bruges. Og skulle uheldet være ude, så er det langt hurtigere at rekonstruere på stedet, mens man er i gang, end at skulle ud igen og starte forfra.

Vælg din setting og dit lydtapet

Husk at det er dig, der vælger, hvor din optagelse skal foregå. Du skal lave et interview og har sat din medvirkende i stævne på en cafe, men opdager så ved ankomsten, at kaffemaskinen larmer helt vildt. Så ikke noget med at gå på kompromis og bare gå i gang. Selvom det er bøvlet og besværligt at skulle skifte location, eller at du i værste fald bliver nødt til at aflyse eller udskyde optagelsen, så er det vigtigt, at du ikke lader dig nøjes. Du vil så bitterligt fortryde, når du kommer hjem med en utilfredsstillende optagelse, at du ikke lige tog dig tiden til at placere jer et andet sted.

Det gælder også afstanden til den medvirkende. Måske sætter personen sig naturligt i sin yndlingsstol, og selvfølgelig er det jo vigtigt, at vedkommende føler sig komfortabel i, men hvis det gør, at du sidder eller står helt skævt i forhold til din lyd, så må du rykke rundt på jer og møblerne, indtil I begge sidder optimalt. Forklar din interviewperson, at det er vigtigt for kvaliteten af optagelsen, at mikrofonen er tæt på hendes mund, og sørg for, at du selv sidder godt også. Hvis du har ondt i armen af at holde mikrofonen ud i strakt arm efter fem minutter af interviewet, kommer du til at bruge din energi og dit fokus på din arm i stedet for indholdet.

Vær opmærksom på, om der er lyde i baggrunden, der generer. Uden at blive alt for besværlig kan man godt bede sin medvirkende om at slukke for vaskemaskine eller bornholmeruret, hvis man vurderer, at lyden er mere forstyrrende end gavnlig. God stil er at man husker dem på at tænde igen, når man er færdig med at optage.  

Husk også at være opmærksom undervejs. Hvis der pludselig starter et trykbord eller en kirkeklokke begynder at ringe, så lad være med at tænke: “Det går nok, jeg er næsten færdig.”

Brug tid på at holde pause i optagelsen, indtil der er ro igen. Eller til du indser, at I bliver nødt til at flytte jer eller fortsætte på et andet tidspunkt.

Ind imellem har man ikke selv indflydelse på sin location. Skal man interviewe en musiker, der er i byen og er blevet sat i stævne i 20 minutter på et hotelværelse, og kendissen ikke lader til at være en, man lige kan hundse rundt med, så kan det være svært. Så må man arbejde med det, man nu har for hånden og få det bedste ud af det. Man kan bagefter bruge omstændighederne omkring sit interview aktivt i fortællingen ved at fortælle, hvordan det var at komme ind i det rummet og måtte trykke record med det samme. Eller du kan bruge det undervejs ved at kommentere telefonen, der ringer, eller ambulancer, der drøner forbi. Brug det som en del af fortællingen.

Husk cleansound og signaturlyde

Lad optageren køre uden snak efter interviewet, så du får tid med ren cleansound med hjem. Det kan være godt i redigeringen til at lægge under en indledende speak eller lave en flot overgang, eller bare til at maskere grimme klip. Husk også inden du afslutter din optagelse, at være opmærksom på, om der i det miljø, du optager i, er nogle særlige lyde, som du kan få brug for, når du skal redigere din udsendelse. Det er en type lyde, man kalder signaturlyde,  Hvis du laver en reportage fra sømandshjemmet på Læsø, kan de skrigende måger nede på havnen være den lyd, som du vælger at bruge udsendelsen igennem for at signalere, at vi befinder os ved havet.

Lyd kan senere i redigeringen suppleres fra arkiver, men det giver større troværdighed at bruge dem, der er på stedet. Det er såmænd også nemmere end at skulle finde dem senere, så giv dig tid til at udforske lydene fra omgivelserne.

Se arbejdet med at indsamle lyd som en lige så vigtig del af din optagelse som det faktisk fortalte, og dyrk dine udvalgte lyde ved at gå helt tæt på med mikrofonen, når du optager. Hvis du mestrer kunsten i at få udvalgt og optaget de rigtige lyde og måske bagefter også bearbejder dem, kan de egne sig endnu bedre som underlægning end et stykke musik.

Husk at gemme lydene til fremtidig brug. Med tiden opbygger mange lydfolk deres personlige lydbiblioteker.

God fornøjelse!

ER MADS STEFFENSEN POPULÆR, FORDI HAN ER JYDE??

PSI - DEN MAGISKE FORBINDELSE MELLEM VÆRTEN OG LYTTEREN

Forleden hørte jeg nogle journalister diskutere, hvorfor Mads Steffensen er Danmarks mest populære radiovært. - Det må være, fordi han er jyde! Var der en der forsøgte. Og det er vel også en del af sandheden. Men mange andre jyder har kæmpet forgæves efter at nå samme stjernestatus.

I mediebranchen er vi - oplagt nok - meget bundne af at kigge på indholdet. HVAD er det brugerne vil have? Men i sjældnere grad spørger vi, HVEM de gerne vil have til at formidle det. Og endnu vigtigere HVORFOR det er bestemte personers værker, der tiltrækker en.

Vi taler om, at de populære værter må have et eller andet medfødt talent, en helt særlig vuggegave. Men kan det trænes og tillæres at opbygge en stærk forbindelse til brugerne?

For at kunne det, må vi først se på, hvad der får en bruger til at kunne lide en bestemt Persona (studievært/tilrettelægger/skribent) i medierne? Det har medieforskningen prøvet at svare på i mange år med fokusgrupper og brugerundersøgelser. Hvad er det for et bånd, man danner til sin yndlings mediepersonlighed? Den forbindelse der gør, at man bliver ved med at vende tilbage til netop denne person.

Vi kender det fra os selv: Vi har bestemte skribenter, vi kan lide at læse i aviserne. Vi har studieværter, hvis programmer vi hører eller ser - nærmest uanset hvad de handler om. Vi følger udvalgte bloggere og youtubere, instagrammere og podcastere. Fordi vi kan lide deres stil. Deres tone, deres take på virkeligheden, deres temperament, deres skarpe analyser, deres hudløse oprigtighed eller deres gode humør. Vi føler, vi kender dem. Vi føler os forbudne. Dette fænomen kaldes parasocial interaktion. PSI.

Det har amerikanerne lavet studier i nærmest lige siden de elektroniske massemedier blev opfundet. PSI - parasocial interaktion - gør os klogere på, hvordan vi i et mere og mere komplekst og fragmenteret mediebillede kan blive stærkere til at fastholde vores brugere ved at styrke forbindelsen mellem afsender og modtager.

PSI giver nye perspektiver på relationen mellem formidler og modtager. Set ud fra en mere psykologisk vinkel end den, traditionel medieforskning opererer med. De digitale medier har gjort det at følge en person ved at subscribe den individuelle journalist frem for det medie, journalisten repræsenterer, til en væsentlig faktor. Hvad betyder det for medierne, at opmærksomheden i den grad er rykket fra produktet og over på individet? Og hvordan kan vi som journalister udnytte dette til at fastholde og forstærke forbindelsen til brugerne?

Den digitale udvikling har for længst vendt op og ned på brugernes forhold til journalistikken.

Den objektive usynlige fluen på væggen-journalist har trange kår. Vi vil have en personlig afsender på vores historier.  De sociale medier har styrket journalisternes kontaktflade med mediebrugerne. Det er let at connecte og følge dem, man bedst kan lide.

Med fake news hængende over hovedet på os, er det vigtigere end nogensinde før, at journalister udstråler troværdighed. Netop troværdigheden er et af de ord, der står højest på listen, når amerikanske studier har undersøgt fænomenet PSI. Den intimitet, som publikum føler over for medie personligheder, synes at have et potentiale i denne henseende.

Donald Horton og Richard Wohl offentliggjorde i 1956 deres artikel "Massekommunikation og para-social interaktion: Observationer om intimitet på afstand".

I denne klassiske tekst undersøger de to forfattere forbindelsen mellem massemedier og modtageren. Deres hovedfokus er Personas (værtens) rolle og hans eller hendes interaktion med publikum. Selv om teksten er 63 år gammel, er det imponerende, hvor aktuelt den stadig fremstår: Undersøgelsens hovedargument er, at massemedier giver en illusion af et ansigt til ansigt-forhold med brugeren. Forbindelsen er ensidig og eksisterer kun i sindet hos seerne/lytterne. Deres pointe om den “illusion af et forhold” en Persona skaber, har mange ligheder med i dag, hvor internettet og sociale medier har været et eksplosivt marked for indsamling af publikum og følgere.

“because the relationship between the Persona and any member of his audience is inevita-

bly one-sided, and reciprocity between the two can only be suggested.” (Horton/Wohl, 1956)

Horton / Wohl konkluderede dengang, at PSI er særligt tilstede i personlighedsbårne programmer som talkshows, interviewprogrammer og bestemte quiz formater, fordi disse typer programmer giver plads til at værten kan udfolde sig selv.

Parasociale relationer (PSR) styres af afsenderen. Personaens rolle beskrives som en der:

- hævder fortrolighed.

- tilbyder et vedvarende forhold. En regelmæssig og pålidelig begivenhed, som kan integreres i hverdagen.

- udstråler medfølelse, behagelig venlighed, venskab og tæt kontakt.

- Personlighedens karakter og mønster er grundlæggende uændret i en verden fuld af ellers forstyrrende forandringer.

- Personen slører grænsen og kan betragtes af sit publikum som en ven, rådgiver, sjælesørger.

Publikum forventes at bidrage til illusionen ved at tro på det og belønne personlighedens "oprigtighed" med "loyalitet".

Der er vigtige strategier for at opnå denne illusion af fortrolighed. Et af redskaberne er smalltalk, der er med til at opretholde en usynlig samtale. Midler til at styrke den parasociale relation er træning i discipliner som Den Personlige Fortæller og Storytelling med et stærkt narrativ, der gør at man som journalist udvikler sit eget særkende - så folk får lyst til at følge en. Flere af de eksempler Horton/Wohl analyserede, hvor publikum oplever en stærk PSI, er tilfælde hvor Personaen skiller sig ud: De er ikke almindelige. De følger ikke de fælles regler. De er unikke, men ikke desto mindre, eller måske netop på grund af det, bliver de en succes.

I et senere studie kortlagde Altman / Taylor, at selvudlevering spiller en afgørende rolle i processen med at danne et tættere forhold. Det gjorde humor også. De argumenterede for, at jo flere mennesker der interagerer, desto mere sandsynligt er det at opnå dybere tilstande af intimitet. Årsagen til dette skulle være, at jo mere tid man bruger på en Persona, jo større er følelsen af intimitet. Dette kunne være en af årsagerne til at en podcast som Fries Before Guys er blevet så populær. Her er værternes hovedfokus netop at tage udgangspunkt i dem selv. I en humoristisk og selvudleverende tone, hvor der er tid til fordybelse.

Forskerne Rubin / Perse / Powel lavede i 1985 et andet studie i PSI. Baseret på deres materiale fandt de, at det motiverende behov for PSI kan stamme fra en aktiv forbindelse med en persona, der opfattes som ægte og lige. Det viste, at en aktiv brug af PSI kan drive loyalitet og øge medieforbruget blandt publikum. Deres resultater kan opsamles i dette resultat:

...if an individual regards his or her media use to be important, per-

ceives media content to be realistic, and senses personal interaction

with media personalities, the interrelated affective orientations among

affinity, realism, and PSI should lead to greater use of and depend-

ency on the medium, its content, or its personalities (Rubin/Powel/Perse,

1985).

Når man samler studierne om PSI, går disse kodeord igen:

Samvær (i stedet for ensomhed), Tilstedeværelse, Tiltrækningskraft, Forbindelse, Afhængighed, Tilslutning, Troværdighed,  Nu-hed, Selvudlevering og Intimitet

Et nyere amerikansk studie har målt på PSI i forhold til digitale medier som fx. podcasting. Her er Nu’et ikke så stærkt som i traditionel flow, fordi det ikke sendes live, men omvendt er der noget meget kraftfuldt i den handling det er, at trykke ABONNER, at downloade en udsendelse og at trykke AFSPIL på præcis det tidspunkt, hvor man som bruger, har lyst til at lytte. Det, at lytningen foregår i brugerens eget tid og rum, forstærker forbindelsen. Og derudover fortætter lytningen i hovedtelefoner intimiteten. Man kan altså argumentere for at nichemedier som podcast på mange måder er mere værdifuld end traditionel flow-lytning, selvom lyttertallene er meget lavere.

I Danmark har Podcasting stadig svært ved at finde fodfæste, fordi der - på grund af vores lille sprogstamme - er få lyttere. Men kunne disse målgruppespecifikke lyttere faktisk udgøre en større værdi end et traditionelt mainstream program?

PSI trækker altså rødder langt tilbage i tiden - og helt op til virtual reality robotter som den japanske Okaeri, der spiller på de fuldstændig samme principper som for eksempel radioværten The Lonesome Gal gjorde for 60 år siden.

Som eksempel vil jeg her nævne nogle af mine egne favorit-værter:

For mig bliver europæisk politik mere interessant, når det bliver formidlet af DR’s korrespondent Anna Gaardslev. Men hvorfor kan jeg bedre lytte efter, når det er Anna, der står på en strand på Lesbos og beretter om bådflygtninge? Hvad er det med Anna, der gør, at man føler sig på fornavn med hende? At man ville have lyst til at gå hen og give hende et kram, hvis man mødte hende på gaden? At man tænker på, at nu står hun der - og i aften sidder hun og spiser og laver lektier med hendes børn, der er jævnaldrende med mine?

Når vi taler musikformidling, er jeg kæmpe fan af Mikael Simpson på P6beat, der har gjort det til sin stil at virke sjusket og uforberedt. Han kommer for sent, han kokser rundt i teknikken, han har ikke helt styr på, hvem gæsterne er og laver research for åben mikrofon, men på en nysgerrig og charmerende måde hvor han altid har sine egne skarpe iagttagelser i højsædet og en rap replik i bukselommen. I interviewgenren er jeg vild med Hassan Preisler fra 24syv. Jeg elsker hans selvudleverende stil, der ofte kommer til at handle lige så meget om ham selv som om gæsten. Jeg er draget af Politikens Camilla Stockmann, jeg er mest vild med hendes klummer, men hun får mig også til at læse lange tekster fra spektakulære retssager i kunstverdenen, fordi hun skriver i en stil, der tiltrækker mig. Jeg elsker podcasten Rejseholdet Resten. En lille indieperle af en uafhængig podcast, hvor værten Mathias Bach nørdet, indlevende og utrolig underholdende gennemgår hver eneste scene i den gamle TVserie. Og så hører jeg selvfølgelig Mads og Monopolet ligesom resten af landet. Uden at have nærstuderet de nævnte journalister, er min påstand, at de alle mestrer den parasociale interaktion.

Når jeg er så overbevist om, at den parasociale relation mellem vært og bruger er en vigtig nøgle til at fastholde sit publikum, skyldes det måske mine egne erfaringer:

Jeg har for nyligt afsluttet en MBA i creative leadership, hvor jeg i min Master’s thesis udførte et eksperiment. Jeg var studievært på DR’s P4 i P1 for over 20 år siden, og jeg fandt frem til nogle af de lyttere, der hørte mig i radioen dengang. I en fokusgruppe spurgte jeg dem om, hvad de huskede om mig som vært. Svarene var til at tude over! Mange af de adspurgte beskrev mig her 20 år efter på samme måde, som man omtaler en kær ven eller en gammel kæreste. Deres beskrivelser af, hvad jeg havde betydet for dem, lå helt i tråd med de amerikanske resultater om PSI. De følte, at jeg havde spillet en meget stor rolle i gennem deres teenageår i opbygningen af deres identitet. Det overraskede mig, at den forbindelse de havde følt til mig dengang stadig stod så stærkt for dem i dag. Mest overraskende svarede 100% af de adspurgte, at de ville lytte til mig igen idag, hvis jeg blev studievært igen. (nogen af dem med et forbehold for om emnet var relevant for dem)  

At studere og blive klogere på PSI kan være et nyttigt bidrag til den samlede viden og forståelse af en vor tids mest komplekse forandringer i den publicistiske verden.

Hvordan arbejder man med at at skabe det fortrolige rum? Hvordan bliver man personlig uden at blive privat? Hvordan skaber man tillid og genkendelse, når kommunikationen er envejs?

Hvis vi bliver klogere omkring, hvilke mekanismer vi som journalister sætter i gang hos vores brugere, så kan vi også lære at mestre dem til perfektion.

Producenter skal se efter talent, som er mestre over PSI, og som forstår, at deres forbindelse med publikum nok er det vigtigste element til succes i deres formidling.

For det handler altså om meget mere, end at være jyde...

PREKARIATET - er det nu mig??!

PREKARIATET - er det nu mig??!

I næsten 24 år var jeg ansat på den samme arbejdsplads. Hver måned fik jeg løn direkte ind på kontoen. Det vænner man sig til. Så meget, at man til sidst glemmer, at det kan være anderledes. Når fyringsrunderne truede, eller når man havde lavet lidt for meget ballade, kunne jeg få et stik af; hvad ville der mon ske, hvis… Men det var ikke noget, der virkede sådan rigtig truende. Jeg har altid tænkt, at jeg nok skulle klare mig, hvis uheldet var ude.

Read More

Sig noget bedre!!

Da jeg var 20 år gammel og netop havde forladt gymnasiet, fik jeg job som studievært på radioen i DR. Jeg blev sendt på mit første kursus i grundlæggende radio. I en af øvelserne blev jeg placeret bag knapperne i kontrolrummet for at afprøve funktionen som producer. Jeg skulle holde styr på udsendelsen og tale med reporterne gennem deres øresnegle. De stod med mikrofoner og transportabelt sendeudstyr ude i marken. En af journalisterne var meget nervøs, inden hun skulle på. Jeg blev stresset på grund af alle de nye knapper, jeg skulle have styr på, og alle de mennesker jeg skulle holde øje med, og jeg havde ingen anelse om, hvad jeg gjorde, så jeg satte bare hende i luften. Hun begyndte at plapre løs uden retning og uden at holde sig til emnet. Jeg lyttede til hende, og det var indlysende, at hun havde brug for hjælp, men jeg var pænt presset selv og anede ikke, hvad jeg skulle sige til hende, så jeg trykkede bare på knappen og råbte i hendes øre: SIG NOGET BEDRE!! Det var så dumt at sige - men faktisk lykkedes det hende at tage sig sammen og komme nogenlunde helskindet igennem reportagen. Bagefter grinede vi meget over den kommentar. Underviserne sagde, at det var den sjoveste (og mest ubrugelige) kommentar, de nogensinde havde hørt på et kursus. Hvad skulle hun dog stille op med den kommando?

Sig noget bedre! Denne sætning blev ligesom siddende på mig og har fyldt i mig lige siden. Men på en måde elsker jeg den. Fordi jeg mente det: Sigt altid højere! Forsøg altid gøre det bedre! Lad dig ikke nøjes! Hav ambitioner! Hvis du har gaven til at lave en forandring i verden, tænker jeg, du er forpligtet til at gøre det. Det var her min interesse for at arbejde med kreativ ledelse blev dannet. For hvordan får man folk til at sige noget bedre? Og bedre end hvad ?? Hvornår er noget godt nok? Når du er den bedste? Når dit produkt vinder priser? Når det ændrer love? Eller hvis det ændrer et perspektiv i folks sind? Min grundlæggende tro er at stræbe efter at gøre det bedre. For mig er det et resultat af at holde fokus på INDHOLDET. Jeg er historiefortæller. Min styrke er at se potentialet og spotte talentet. Det ligger i min natur at udforske nye tendenser og udviklende ideer, og jeg er instinktivt altid på udkig efter måder at forbedre arbejdsgangene. Nye teknikker, nye platforme, nye genrer, og nye historier.

For der ligger altid en ny historie og venter. Og den fortjener at blive fortalt så godt som muligt. Hver gang!