Dorte Palle Alene

En rigtig stor ting ved at forlade en arbejdsplads, hvor man har været i mange år, er alle de relationer, der fulgte med. Jeg hører tit nogen sige: Jeg savner ikke stedet, men jeg savner alle de mennesker, der var der. 

Jeg havde virkelig mange gode venner på min gamle arbejdsplads. Troede jeg. Jeg havde også mange fjender - eller i hvert fald nogen, der ikke brød sig om mig, og hvor jeg ikke brød mig om dem. Troede jeg. Nu er jeg kommet i tvivl om det hele.

For der er noget særligt omkring de der magtstrukturer, der er forandret, og som påvirker relationen. Selvom jeg lukker øjnene og lader som om det ikke betyder noget, så er det ikke til at komme udenom. Det er svært for mig at håndtere. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal nærme mig folk. Og jeg tænker, at de har det på samme måde med mig. Måske endda endnu værre. Vil hun ikke bare være i fred? 

På en måde vil jeg jo gerne være i fred. Jeg orker ikke at høre for meget om, hvordan det står til på min gamle arbejdsplads. Jeg ved, at de har det hårdt, men det er ikke mit problem mere. Og en del af beslutningen om at rykke videre var jo netop at slippe for at skulle bruge mere energi på det. Samtidig er det jo mennesker, jeg holder af. Og hvis det er vigtigt for dem, så er det jo egoistisk af mig ikke at gide lytte. Men det er også hårdt. Jeg har det ikke godt med at høre, hvordan det går. Både hvis det går godt, eller hvis det går skidt. Har jeg lidt dårlig samvittighed over at skride og ikke blive at kæmpe? Og er jeg misundelig, hvis jeg erfarer, at de faktisk klarer sig glimrende uden mig? 

Nogle af mine tidligere tætteste samarbejdspartnere hører jeg ingenting fra. Det er jeg skuffet over. Vi har brugt så meget tid sammen og delt så meget. Jeg havde forventet mig mere. Men jeg ved jo også, hvor travlt de har - hvor travlt jeg selv havde det. De er tilgivet. Jeg tænker, at de vender tilbage, når de har overskud. Men som tiden går, glider de mere og mere i baggrunden. For så meget havde vi måske ikke tilfælles? Andet end at en organisatorisk struktur havde anbragt os i samme lokale og derved tvunget os til at bruge rigtig meget tid med hinanden. 

Mine tidligere medarbejdere er den største akilleshæl. Flere af dem var jeg venner med, før jeg blev deres chef. Jeg havde egentlig troet, at vi kunne genoptage det, når jeg ikke var det længere. Men der er nok løbet for meget vand gennem åen. Jeg har ingen direkte kontakt med nogen af dem. Lige nu foregår kommunikationen primært ved, at vi liker hinandens opslag. 

Det er utroligt så meget, man kan lægge i de likes. Over tiden ser jeg mønstre: Nogle liker ret konsekvent, hver gang jeg skriver noget om alt det nye, jeg har gang i. Jeg ser det som et tegn på, at de stadig er derude et sted og støtter og bakker op, selvom det er så nonverbalt, som det næsten kan blive. Jeg liker også hver gang de lægger promotion for en ny produktion op. Jeg prøver at signalere så godt jeg kan, at jeg stadig følger dem og støtter dem. Over tid begynder jeg også lige så langsomt at sende dem en thumbs up eller en klappende emoji. En dag skriver jeg en kommentar om, at jeg synes, det var en super fin udsendelse. Det lader til, at verden stadig består, efter jeg har gjort det. Måske blev de ligefrem glade for min hilsen...?

Jeg mødes med flere af dem til en fest. Jeg tager et konsekvent og meget bevidst valg om ikke at spørge dem om noget som helst. Jeg taler bare om mig selv og alle de spændende ting, jeg har gang i. Det virker nok lidt selvisk. Men jeg tænker, at jeg sparer både dem og mig selv for ikke at komme i forlegenhed. 

Omvendt er der også sket noget underligt, som jeg ikke havde regnet med. Det er nærmest som om, jeg er blevet optaget i en usynlig exitcirkel. En man automatisk bliver medlem i, når man træder ud i virkeligheden. Jeg møder gamle kolleger, som jeg aldrig har haft noget med at gøre. Folk, som jeg ikke troede anede, hvem jeg var. “Dorte Paaaalle” nærmest råber de og krammer og begynder at tale om gode gamle dage. Første gang jeg støder på det, oplever jeg det som fuldstændig falsk og kunstigt. Men det tror jeg faktisk ikke det er. Det er en helt oprigtig følelse af at møde nogen, som man indirekte har delt noget fortid med. Det er endnu mærkeligere, når jeg møder nogen med den opførsel, og som jeg troede ikke kunne fordrage mig. Men når jeg tænker over det, hvorfor skulle de så ikke kunne lide mig? Der var måske nogle strukturer og nogle faglige uenigheder dengang, der gjorde, at vi ikke lige klikkede. Men det har jo egentlig intet at gøre med os som mennesker. Og jeg oplever det som en dejlig følelse, at kunne mødes her udenfor på neutral grund og faktisk bare se på mennesket - og ikke på det hierarki, der var imellem os. Og vi har brug for hinanden nu. Vi har brug for at støtte og hjælpe hinanden. Det ligger som en uskreven regel i vores møder.

Det sker også det, at jeg møder mennesker, jeg ikke har haft kontakt med i mange år. Som jeg faktisk virkelig godt kunne lide - på et tidspunkt i mit liv - men hvor omstændighederne har gjort, at vi gled fra hinanden. En del af dem kontakter jeg selv igen. Fordi jeg har brug for deres hjælp eller netværk. Jeg har det vildt dårligt med det i starten. Jeg føler, at de tænker: “Nå, nu har HUN endelig brug for mig. Men jeg er kommet så meget videre. Hvorfor skulle jeg hjælpe hende?” Men det er heldigvis ikke det, jeg oplever. Hvis der er nogen, der har det sådan, så lader de vel bare være med at svare mig. Og så er der ingen skade sket. Jeg genforenes med så mange søde og hjælpsomme mennesker. Og jeg har nogle skønne stunder, som er inspirerende og nostalgiske på én gang. 

Det er dejligt at opleve, hvordan folk har klaret sig derude. Og jeg tænker, at den gensidighed jeg oplever, vil jeg også selv give tilbage, når jeg er på fode, og de næste kommer fortumlede og granat-chokerede ud i virkeligheden.