Jeg sku’ ha’ haft 13!

Jeg er færdiguddannet! Jeg burde være så lykkelig og lettet over, at jeg lige har overstået mit specialeforsvar på min MBA i Berlin. I stedet sidder jeg alene i hotelbaren med en underlig fornemmelse af skuffelse i kroppen. Og følelsen breder sig, i takt med at min store tyske hvedeøl bliver mere og mere flad og lunken. Jeg prøver at få øllen ned, men følelsen kan jeg ikke helt ryste væk. Det er latterligt. Jeg bestod jo min eksamen.

Jeg er Master i Business Administration nu (Master’s thesis: Podcast - how to turn your passion into profit,) Og det er det eneste, der burde tælle. Det er jo lige meget med det lille tal. Det er der ingen, der går op i, siger de allesammen til mig. Og jeg er da blevet alt for gammel til at bekymre mig om karakterer.. Jeg burde bare glædes og nyde at det er vel overstået. Men skuffelsen har bidt sig fast. Og nu hvor jeg selv har været en sen tur op og ned ad karakterskalaen, tænker jeg, at jeg er i min gode ret til at mene noget om det. Jeg fik 2.3 på den tyske skala, der svarer til “good”, der er lig med det amerikanske B og til vores 10-tal. Og det er jo en flot flot karakter, bliver alle ved med at sige til mig. Der er heller ingen tvivl om, at det var den rigtige karakter, så jeg har ikke noget at brokke mig over. Specialet var for ujævnt og ikke-konsistent til et  A/12-tal. Men alligevel vil jeg gerne brokke mig. For jeg savner det gode gamle 13tal! Det der blev givet meget sjældent for den helt ekstraordinære præstation. Det der kunne få lærer og censor til at diskutere, så sveden sprang ud af armhulerne. Det famøse 13tal, hvor der gik historier om omstødelser fra dumpekarakter til 13. Jeg var selv ude for en lignende episode i gymnasiet, hvor min lærer insisterede på og fastholdt argumenterne for et stykke pionerarbejde, der -måske på trods af lidt fejl og mangler- skulle belønnes med den ypperste karakter. (og endte med at blive det)

Jeg er skuffet, fordi jeg godt ved, at jeg tog en chance. Jeg kastede mig ud i et hovedløst eksperiment, som jeg ikke vidste, om jeg kunne gennemføre, og hvor resultatet måske også blev lige i kanten af, hvad der er videnskabeligt evidens for. Og fordi jeg valgte en problemstilling, som ingen andre havde set på før. Fordi jeg ville forsøge at opfinde en helt ny måde at gøre det på. Det gør det pænt meget sværere at forløse. Når ingen rigtig har skrevet om det før, og der derfor ikke er meget hjælp at hente eller tidligere værker at skele til. Jeg gjorde det, fordi det var sjovt og udfordrende for mig at udforske et felt, hvor der var en masse ubesvarede spørgsmål, som jeg mener trænger til at blive besvaret. Risikoen er så, at man måske ikke kommer helt i mål. Men jeg savner muligheden for at blive anerkendt  for den indsats. I stedet føler jeg mig lidt straffet. At mine tiltag for at lave en original ide, der havde potentiale til at skille sig ud og virkelig gøre en forskel ikke blev belønnet.  Lige nu tænker jeg, at jeg bare skulle have droppet den eksperimenterende del. Og kørt den sikkert hjem. Det havde også været mindre tidskrævende og ikke nær så besværligt. Og så havde jeg nok haft overskuddet og tiden til at finpudse det grundlæggende, så det blev blank og skinnende og måske nåede A'et.

Jeg tænker bare, at det er ærgerligt, at det er følelsen, jeg sidder tilbage med. Ikke at få noget ud af sine anstrengelser og tværtimod nu rådgive alle mine medstuderende, der er i gang med at skrive, til bare at køre den sikkert hjem. Jeg synes 13tallet var noget rigtig fint og dansk, der hyldede kreativiteten og opfindsomheden. Der opfordrede til nytænkning og innovation. Og når jeg lige har skyllet øllen helt ned og sundet mig og er færdig med at være bitter og forsmået, så tror jeg stadig på, at vi skal blive ved med  at stræbe efter det ekstraordinære. Om det så brister eller bærer.