PREKARIATET - er det nu mig??!

I næsten 24 år var jeg ansat på den samme arbejdsplads. Hver måned fik jeg løn direkte ind på kontoen. Det vænner man sig til. Så meget, at man til sidst glemmer, at det kan være anderledes. Når fyringsrunderne truede, eller når man havde lavet lidt for meget ballade, kunne jeg få et stik af; hvad ville der mon ske, hvis… Men det var ikke noget, der virkede sådan rigtig truende. Jeg har altid tænkt, at jeg nok skulle klare mig, hvis uheldet var ude.

Men det ændrede sig brat. Jeg tog en beslutning om at forlade det trygge og kaste mig ud i det ukendte og begynde at studere. Det var fantastisk - og sideløbende udviklede jeg ideer som besat. Jeg fik skrevet en bog, jeg fik skrevet mit speciale, lavede et par oplæg og nogle undervisningsjobs, jeg længe havde talt om. Det var sjovt - en utrolig følelse af frihed. Men så stagnerede det ligesom.

Det var planen, at jeg lige kunne tulle lidt rundt og afsøge muligheder og måske prøve at starte noget op selv. Jeg tænkte, at telefonen vel snart ville ringe med et eller andet tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. På en måde hyggede jeg mig fint med det. Jeg tog det som en oplevelse. Et sociologisk feltstudie ud i ledigheden med mig selv som case ville blive en spændende oplevelse...

Men den første måned som selvstændig får jeg 1000 kroner udbetalt. Det var ikke lige meningen det her..

Nu må jeg bare se at komme i gang med at søge et job! Så jeg søger noget, som jeg egentlig føler, at jeg er lidt overkvalificeret til og ikke rigtig gider. Men jeg tager mig sammen og laver en god ansøgning. Jeg kommer ikke engang til samtale. Det er der, virkeligheden begynder at gå op for mig. Siden jeg forlod min gamle arbejdsplads, har der været massefyringsrunde. Hundredvis af folk ligesom mig står i kø efter jobbene nu. Det bliver ikke let det her...

Jeg reflekterer over min tid som chef. Hvor mange gange jeg glemte at svare folk tilbage, der skrev til mig med freelanceforslag. Eller hvor mange af dem jeg bare afviste uden at bruge tid på en begrundelse. Hvor mange gange jeg videresendte nogen, selvom jeg vidste, at dem, jeg henviste til, ikke ville være interesserede eller have mandat til at sig ja til opgaven. Dem, der bare sendte deres cv og uopfordret søgte arbejde, ignorerede jeg. Jeg tænker over, hvor mange kontrakter jeg har underskrevet, vel vidende at opgaven i princippet var mere omfattende, end der var midler til. Og om hvor mange af mine produktioner, der afhang af, at freelancerne leverede. Over alle de kaffeaftaler jeg blev inviteret til og svarede: jo, måske i næste måned - der er lige lidt travlt nu. Nu er det mig, der skriver og inviterer folk på kaffe. Og går og venter på svar. Jeg er lige ved at gå i panik. Jeg får et angstanfald. Det har jeg aldrig i mit liv oplevet før. Jeg var pænt robust på min gamle arbejdsplads, men jeg er overhovedet ikke rustet til en usikker fremtid. Jeg overvejer at melde mig ledig til min a-kasse. Jeg har betalt til den i over 20 år, så det er vel fair nok, at jeg får lidt retur. Men alle, der har været i nærheden af det system, ser på mig med skræmte øjne og siger Don’t!! Så i stedet tænder jeg for båndoptageren og opretter mit eget firma.

I en podcastserie vil jeg undersøge den nye samfundsklasse, der af Professor Guy Standing er døbt Prekariatet og er blevet sammenlignet med det økonomiske fænomen Working Poor. 

Det store spørgsmål er, om det voksende prekariat er fanget i ubønhørlig indbyrdes konkurrence om arbejdet, eller om de fælles klassevilkår kan føre til en kollektiv politisk ånd og handlekraft? Jeg vil tale med folk, der gør noget for at prøve at stå stærkere sammen. Jeg vil tale med folk, der helt meldte sig ud af ræset. Jeg vil tale med kloge eksperter, der ved noget om prestige og skam og tab af identitet. Jeg vil tale med ansvarlige politikere og potentielle arbejdsgivere. Som motor vil jeg bruge min egen proces og løbende dokumentere, hvordan jeg prøver at få det til at lykkes.

Jeg vil bruge min stemme! Det er mit vigtigste redskab. Mit instrument. Mit våben. Jeg vil fortælle om op-og nedturene. Jeg vil tude over fejl og nederlag og blære mig over opgang og succes. Jeg vil prøve at være modig nok til både at optage det, der er svært, og det som er rigtig sjovt.

Den skal hedde Dorte Palle Alene, og traileren kan høres her: 

 https://m.soundcloud.com/user-335410883/dorte-palle-alene-trailer